Samtale- og støttetilbud

På Bostedet Hadsund tilbyder vi forskellige samtale- og støttetilbud, hvor du kan møde andre i trygge rammer, dele erfaringer og få støtte til det, der fylder i din hverdag. Tilbuddene er frivillige og tager udgangspunkt i fællesskab, respekt og den enkeltes behov.
På Bostedet Hadsund har vi fokus på stemmehøring.

På Bostedet Hadsund tilbydes borgerne at deltage i stemmehørergruppen. Der afholdes møde hver 14. dag eller efter behov. Stemmehørergruppen faciliteres af medarbejdere, som er uddannet stemmehørerfacilitatorer.

Det at høre stemmer forbindes ofte med psykiske diagnoser som skizofreni, bipolar lidelse, hashpsykose og PTSD, hvilket de fleste af borgerne på Bostedet Hadsund i mere eller mindre grad er udfordret af. Stemmerne er ofte altoverskyggende i borgerens hverdag.

Formålet med stemmehørergruppen er at støtte mennesker, der hører stemmer. Metoden tager udgangspunkt i et livshistorisk perspektiv og med den forståelse, at stemmer er meningsfulde og relateret til borgerens liv. Vi betragter stemmerne som en reaktion snarere end en sygdom, og derved bliver det en radikalt anderledes tilgang end den gængse sygdomsorienterede forståelse, som ofte tilbydes.

Stemmehørerfacilitatorerne forsøger at hjælpe borgeren med at håndtere stemmerne, acceptere dem og finde frem til meningen med dem. Det fjerner ikke altid stemmerne, men det kan være med til at gøre stemmerne mindre dominerende i borgerens hverdag og hjælpe dem til at forstå, hvorfor de hører stemmer.

Metoden er ikke en behandling, men en del af borgernes egen recoveryproces.

Udover stemmehørergruppen tilbyder stemmehørerfacilitatorerne individuelt arbejde med borgerne, hvor der tages udgangspunkt i Maastricht-interviewet.

 

Bostedet Hadsund motiverer borgere med et misbrug til at deltage i dobbeltdiagnosemøder.

 
Formålet med møderne er at skabe transparens omkring afhængigheden, hvor der er tillid til hinanden og til, at alle handler ud fra bedste intentioner og formåen.

Emner/temaer er det, der fylder lige nu ift. borgernes afhængighed. Møderne er samtidig også et samarbejdsredskab, der guider borgerne ift. de forventninger, der er på Bostedet Hadsund ift. rusmidler og afhængighed og kan være med til at sikre et trygt botilbud for alle.

Der tilbydes også individuelle forløb.

På Bostedet Hadsund har vi en rigtig hyggelig NADA-café.

Du har mulighed for to gange om ugen at få NADA sammen med andre borgere og medarbejdere.

NADA er øreakupunktur, hvor der sættes nåle i fem faste punkter i hvert øre. Filosofien er kinesisk og tager udgangspunkt i ubalance i kroppen. Behandlingen kan have effekt på bl.a. søvnbesvær, depression, aggression, stoftrang, angst, stress, ADHD og smerter.

Du kan udover de to ugentlige åbningsdage til enhver tid efterspørge NADA hos din daglige kontaktperson.